Jeg har skrevet et kort til dig. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Jeg forsvinder. Når dine øjne. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Hvad skulle glemmes? I bussen skrev jeg en sms til dig. Dine diamanter lyser i min mund. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. På et stort stykke hvidt papir. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skrev mig vild i de dage. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Uforståelige sætninger at klæde sig i.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Et genert rum, et intimt rum. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Vi stod derinde. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen? Hvor vil det ødelagte sprog hen?