Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Rifterne. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Det var før du kunne forsvinde. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Øjne af regn fra det travle. Det handler om. Nu er der en uro i kroppen. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. På et stort stykke hvidt papir. Hvad skulle glemmes? På en rude. Jeg var i din krop, og du? Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. At forvandle dette rum til et andet. Et brev. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.