Ord. Brændte det friske løv virkeligt? Kald os for dulgte, for dansende dulgte kroppe; vi stråler i den fugtige sved! I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Jeg har skrevet et kort til dig.

Sidst, i morges. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.
 
Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Gennem hullet i min hjerne. Da jeg lyttede blev jeg bange. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Hvis jeg ville have dit blik.
 
Nede ved havet. Jeg vågner og ser dig, dine øjne. Udsigten var en fuck-up-store.
 
Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. Du må ikke forsvinde. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen.

Det er wack! Jeg hader at vågne og se dig vågne. Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Under lillahimlens hvælv. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Alene? Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

Taster en sætning i mørket, i lyset. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Udsigten var håbfuld. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Du flasher dine moves i den lysende nat. Dine knogler suser også, og inde i dem er der et lyst væsen som bølger og bevæger sig.
 
Lige strejfe med læberne ned gennem siderne.

Diamanterne. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Den sindssyge himmel. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.
 
For hvert lag af betydning i det strømmende sand. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. De bløde bakker udenfor byen.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.