Vi er det sarte, de stille. I natten, en fjern stemme, søvn.
 
Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Det gør ikke noget.
 
Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.
 
Ikke glemme. Bare mørket. Jeg var i din krop, og du? Vi, bag øjnene. Du i mit vindue.
 
Jeg tænker smukke øjne.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Du flasher dine moves i den lysende nat.

Alene? Er du på den anden side af havet? Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Under den blå, blå himmel.
 
Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste.