Dine grene skygger for min mund.
 
Før var det roen, den fælles ro ved at vågne i nætter forrevne og stille. Kaffen, jeg drikker, smager som det inderste af mine sokker. Nætterne. Ugerne.
 
Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog.

Når du siger mit navn, svarer min krop. Et brev. Der var en stilstand i luften, en stilstand i de grå vægge. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.
 
Ormene i det stille sand og nede i jorden. Farvede ordene milde.

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg fandt en linje et sted under min reol. For hvert lag af betydning i stenene.
 
I hver dag gled rester af betydning med mig videre Intimiteten i skriften Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Kan skriften være genert? Brev i april. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Fuglene hænger bag himlens flommefede cardigan.
 
På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Blå. Stolen vipper.
 
Og tænkte kun på den gennemgribende stilhed, kedsomheden i den første linje. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Kan jeg skrive sådan? Jeg læste dine linjer Den sorte nat er uudgrundelig, jeg går i blinde.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller. Du må ikke. Jeg skrev i en stråle af sol.
 
Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Men noget blev i de tomme haller. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Snestorm. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid. Sætningen løb videre igennem kæben. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

Nu sejler jeg på nætternes tæppe af mørkt.
 
På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Du lyttede til mit heftige hjerte, hvert ord er en sol, der ikke kan brænde.

Dette hurtige blik imod vandet.
 
Tilbage i fortiden strakte en tunge af træ sig fra det yderste af kysten og ud i havet. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward.

Vi tænkte på politiske sætninger, ikke at være med i det fælles, i beslutningerne. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Brev i april. Når jeg skrev dit navn på min iPhone faldt mine tanker ud i deres egen vilde fest.