Når jeg lod fingrene løbe udover skyggerne, skreg et sår dybt fra knoglernes hvide. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Jeg havde endnu ikke mødt dig. Sådan svarede du. Jeg forsvinder ikke.
 
Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Dine diamanter lyser. Havde du en sten? Jeg var nøgen i de dage. Jeg prøver at forstå dette tilfælde:
 
Jeg har skrevet et kort til dig. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne.
 
Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. I hver dag lå postkassen ensom og stille. Træerne. Sætningerne er sarte kredsløb.
 
Var jeg stille? Du, dette landskab. Som at sidde på en tunge og bare se derudaf.

På et stort stykke hvidt. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet. Du i mit vindue. Giver det mening? Mørket kaldte vi bare for mørket.
 
At dette andet. Dine sætninger.

I lyset lå jeg og slukkede mine tanker, så de ikke kunne se igennem larmen. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Her er dagen allerede langt foran mig.Her er dagen allerede langt foran mig. Her er dagen allerede langt foran mig.
 
Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.