Diamanterne. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?) Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. Jeg skriver på mine fjender, fak dem i hjernen. De sidste par nætter sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Den sindssyge himmel. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.
 
For hvert lag af betydning i det strømmende sand. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. De bløde bakker udenfor byen.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: I dagen skriver vi gamle bøger, og for hver gang vi puster luften ud, er der andre, der trækker den ind. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. Glæden som sejlede på tærsklen til natten i strømme af sort.

Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt.Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Ikke var muligt at komme derind. Solens sind. Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.