I den periode: udsigten, stilheden. Sætningerne er et hav. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Bagefter sad jeg i timer og læste. Kan jeg skrive sådan? Var der virkelig ild et sted?

Jeg sejler: alting sejler! Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Lyset fulgte skyggerne og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i mørket. Den sindssyge himmel. Over murbrokkerne. Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord.

Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne. Har vi de samme øjne? Der lå figner på jorden. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Hvilken nat fulgte efter natten? Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig.