Der var noget, som var mat (var mat) imellem mine fingre. Dine sætninger.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Under den grå, grå himmel. Regnvejrsmeteor. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Jeg skriver dagen igang, stille.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.