Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys. Det giver mening. Der falder binære sansninger ud af min mund. Der var en flimren i skærmen, en stemme, der talte bag mørket. Du trak de yderste bjerge.

Ved den smuldrende beton. Jeg drak det tørre. Jeg var i morges.

Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Solens sind. Jeg ville gerne give dig mine. Var der virkelig ild et sted? Du må forsvinde. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Dagen på vores øjne.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg sejlede omkring på alt. Det? En uro i kroppen. Sætninger. Intimiteten, skriften. Var det skovene du kom fra? Og ord. Det giver mening. Ved en sten: Jeg ville gerne give dig mine. Jeg skrev i en stråle af sol. Lå vi i bjergkæder henover krøllede lagner? Sådan så mine drømme ud.

Jeg var din krop.

Jeg har skrevet et kort. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg.

Dine grene skygger for min mund. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Derinde bag ordene. Nætterne. Ugerne. Det handler om dine inderste tanker: alting buffer i mine sætninger. Jeg skrev en sætning i din hud for at du bedre kunne se igennem mine øjne. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Nordlyset tøver i vores stemmer.

Lyset afventer afgang. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.

Ok, svarede du. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Sådan? Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi er det sarte, de stille. Jeg, du, den. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Jeg hviskede ind i din drøm. Ikke glemme. Et rum, et rum. Dine øjne. Der var en morgen, et stykke af himlen. Vi, hudløse. Bagefter, henover en tøven. Dine diamanter lyser i min mund.

Ved den kyst, havets langsommelighed. Landet smuldrer, smuldrer. Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende.