Ok, svarede du. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

Sådan? Når du siger mit navn, svarer min krop. Vi er det sarte, de stille. Jeg, du, den. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.