Jeg skriver dagen igang, stille. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Sætningerne er et hav. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Dagene. Ugerne. Vennerne. Jeg har skrevet et kort til dig.

Intet glemmes. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg var i din krop, og du? I min mund. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Vi har hverken gardiner eller travlt. At forvandle dette rum til et andet.

Vi var stadigvæk stirende i de mindste detaljer.

Vi tænkte på sammenhænge for naturens fænomener: Nordlysets sitren i ens stemme; de glitrende hemmeligheder inde i stenene, inde i jorden, inde i hinanden; Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Det handler om overfladen. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Jeg sad alene i solen. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Som at læse glemte aviser. Grå.

I natten skriver vi nye bøger, og for hver gang vi trækker luften ind, er der andre, der puster den ud. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Glashænder. Stod imod, men skrev: intet. Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene For hvert lag af betydning i stenene.

En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Luften og jordens sange. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I bussen skrev jeg en sms til dig.

Oplæsning for intetheden. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg læste dine linjer Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At tale var blevet uoverskueligt. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger.