Farvede ordene milde. Snestorm.Snestorm. Snestorm. Snestorm. Snestorm.

Bøgerne tegnede deres egen retning. Landet smuldrer, smuldrer.

Bagefter sad jeg i timer og læste. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Bagefter sad jeg i timer og læste.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Oplæsning for intetheden.

Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Hvad tæller du til? De vigtigste.

Hvad skulle glemmes? Var det markerne du kom fra? Jeg var nøgen i de dage. Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. Alting ligger bag alting.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Ordene, små toppe af skum.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. At tale var blevet uoverskueligt. Sætningerne er et hav. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser.

Ordene, små toppe af skum. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: For hvert lag af betydning i stenene. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Hvem var det, der skrev: Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Sådan svarede du. Dagen på vores øjne. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det her er ingen leg.

Ordene, små toppe af skum. Der var noget som åbnede sig. Et brev. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Sætningerne er et hav. Blæste det virkeligt?

Sætningerne er et hav. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Ikke søge ly i den flod. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.