Provinsen og gågadens sange. Trak du de yderste bjerge? Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg hviskede ind i din drøm. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld. millioner år gammelt glas i den lysende ørken. Ikke var muligt at komme derud. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM.Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Noter. Beskrivelser. Jeg skrev intet ned i den periode. Det dybeste af alt er huden?Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden? Det dybeste af alt er huden?

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.

Den sindssyge himmel. Lysene lyste. I dagen var en nær stemme næsten vågen. Et genert rum, et intimt rum.

Nordlysets sitren i din stemme. Ikke var muligt at komme derind. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Her er natten allerede langt bag mig.

Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter.

Hvad vil disse knuste sætninger? Rundt omkring de milde lysninger, sådan at gå dér alene blandt ord. Du skrev et sår i min fremtid. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om andre universer, andre stjernesavn. Mørket og lyset er hver deres sprog_ go with the flow!

Som at skrive i koder. Stenene og træernes sange. Glashænder.

Stod imod, men skrev: intet. Ilden. Stod imod, men gjorde intet. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?

Jeg faldt i søvn og lå og mærkede din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Dine kodningen lyser i mit flow i mine nætter. I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid.

Det dybeste af alt er huden.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Som nu i morges:Som nu i morges: Som nu i morges: Som nu i morges:

På havet. I bussen skrev jeg en sms til dig. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre. Stod imod, men kunne mærke at tiden langsomt begyndte at smuldre.