Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Bøgerne tegnede deres egen retning. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

På en rude. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Har vi de samme øjne?

Der var noget som åbnede sig. Ilden. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. På et stort stykke hvidt papir.

Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Du trak de yderste bjerge. Som i morges.

Du siger noget om solen. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Du siger noget om solen. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. I læberne og i huden. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Er du på den anden side af havet? Intimiteten i skriften Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Muren omkring ordene.

Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Var det markerne du kom fra? I hver dag gled rester af betydning med mig videre Når du siger mit navn, svarer min krop. Blæste det virkeligt?

Vi har hverken gardiner eller travlt. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm.

Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Intimiteten i skriften

Rifterne. Et brev. Omkring de tøvende stjerner, tingene. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Da jeg vågnede, var jeg sikker:

Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg går bare og venter på den fucking sol. På en rude. Altid er det dette langsomme blik.

Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Det dybeste af alt er huden? At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Luften og jordens sange.