Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Noter. Beskrivelser.

Sætningerne er et hav. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Sådan svarede du.Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Sådan svarede du. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Blæste det virkeligt? Jeg bladrer i en tilfældig bog. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Og en anden dag: De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde.

Solstorm. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Solstorm.

Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Sad jeg alene? Ordene, små toppe af skum.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre