Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Intimiteten i skriften Bagefter sad jeg i timer og læste. Det er bare. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Bordet vipper.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt. Sætningerne er sarte kredsløb. Lyset samler sig indenfor og jeg kan mærke mit hjerte mod din hud.

Dagene. Ugerne. Et udadvendt rum, et favnende rum. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Blå øjne mod den milde himmel. Blå. Hvilken nat fulgte efter natten? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dine diamanter lyser i min mund. For hvert lag af betydning i stenene. Tågen i skovene i udsigten. Uforståelige sætninger at klæde sig i

Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Jeg skriver dagen igang, stille. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Et brev. Ok, svarede du. Alting kan formerer sig, kan spire, kan forandre sig. Farvede ordene milde.

Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Landet smuldrer, smuldrer. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde.

Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene. Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Træk sletterne helt ned til klipperne. Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Det var ikke markerne jeg kom fra. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Der var noget som gled med videre.

Jeg var i din krop, og du?Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Jeg var i din krop, og du? Rifterne. Det var før du. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Vi er det sarte, de stille.

Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Mening? Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg var nøgen i de dage. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Sort. Skoven forvandler sig til lysning og vand. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Jeg fortalte om lyngen, lyngen der strakte sig som en hånd under himlen. Det tøj er min krop på min krop.

Kalken. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne.