I bussen var der en, der gik ud af sig selv. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg skrev sms’er i halvmørket, vejen groede langsomt ud af havet og skyerne. Du ville sige noget, du tav. Sandstorm. Farvede et sår i dit første ord.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Det var kun et sitrende lack, nice, motherfucker i solopgangens slingren: wow! Jeg læste landskabet som en hånd, hver ru overflade var en rest af det meningsfulde liv. Jeg skriver dagen igang, stille.

Der var noget som åbnede sig. I hver dag gled dine hænder forsigtigt igennem mit hår. Sandet var forsvundet.

I billederne så jeg fjender og fugle og blanke papirer og regn. Kan jeg skrive sådan? Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Zeitgeist. Shit. Show. Fugle flakser i diodenattens klirren. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Solens sind. Nu driver mine drømme ud i et hårdere, en sværre tid. På en rude.

Jeg var i din krop, og du?

I bussen skrev jeg en sms til dig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Kan jeg være i dette landskab?

Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Du i mit vindue.

Når jeg vågner og ser dig åbne dine øjne. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Nu er der en uro i kroppen. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

I dagen var en nær stemme næsten vågen. Du må forsvinde. Her er dagen allerede langt foran mig.

Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. Skriv i dine læber. Når jeg skrev dit navn i lyset, faldt en stråle fra månen ind af mit vindue.

I natten, en fjern stemme, søvn.

Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Øjne af regn fra det travle. Ordene, små toppe af skum.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser.

Blæste det virkeligt?

Så var der en, der sejlede i solnedgangens ensomhed. Der var noget som åbnede sig. Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Ikke den flod. Jeg ved vi forsvandt. Sammen lå vi og kortlagde: