Nu ser du en sort kvadrat tegne sig et sted i det strømmende. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Ikke glemme. Jeg var i morges. Du skrev breve til ilden, du skrev breve til dig selv. Mens jeg læste dine sætninger skrev du videre ind i dig selv. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Sætninger skreg fra de kolde huse, græd i de iskolde træ.