Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Jeg stod og lyttede til skyerne på himlen, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?)

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Ved de yderste kyster havde du fundet en lille grøn sten. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren.