I bussen skrev jeg en sms til dig. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Hvor vil det ødelagte sprog hen? Jeg læste dine linjer Sætningen, der lige før faldt ud af din mund. At tale var blevet uoverskueligt. Dagene. Ugerne. Vennerne.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Rundt omkring stod bjerge af andres ord. På altanen, denne strøm af nye ord, nye sætninger: Du funkler et sted i mine sider. Ilden. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd.

Sandøjne. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn. Linjerne under sætningen: Der var ild i træerne, der var ild i de forladte huse. Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn.

Sandøjne. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Stjernekontinent. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Lyskrydset. Regnvejrsmeteor. At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen.

Krukkerne stod i den lysende linje imellem en trappe og husenes skygge under tagene

Stod imod, men skrev: intet. Det er bare. Oplæsning for intetheden. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

For hvert lag af betydning i stenene. Dagene. Ugerne. Vennerne. Ordene, små toppe af skum.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Muren omkring ordene.

Solstorm. Muren omkring ordene. Ilden.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Bagefter sad jeg i timer og læste.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Sandet. Hvem var det, der skrev:

Ordene, små toppe af skum. Bøgerne tegnede deres egen retning. Jeg fandt en linje et sted under min reol.

Stolen vipper. Du havde tabt en linje i min drøm. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Du tabte tråden, men følg mine fugtige krystaller.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. At tale var blevet uoverskueligt. Det er bare. Var der virkelig ild et sted?