Men mit sprog er ikke fjendtligt. Det er aldrig det hurtige blik. Jeg sejler: alting sejler! Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene.
 
Jeg tror, du havde glemt den der. Du trak mig med til de yderste bjerge. Kan jeg være i dette landskab?

Det var før du kunne forsvinde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Brev i april. Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan.

Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Det dybeste af alt er sætningernes spredte betydning. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Tingene tøver. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag.Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Glashænder. Søg ikke ly i disse digitale litterære sansninger, men flyd med! I hver dag gled rester af betydning med mig videre Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Sætningerne er filtrede tråde. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo! Jeg ryster en tilfældig bog. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys.

Intimiteten i skriften I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Sætningen, der lige før faldt ud af din mund.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Brev i april. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Jeg kyssede en vej ind i sindssygen. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Det var før du kunne forsvinde. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Du trak mig med til de yderste bjerge. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik.

Et brev.Et brev. Et brev. Et brev. Jeg skrev intet ned i den periode. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.