Tidligere: at følge dig blik. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Var jeg?

Den tredje er ude. Bøgerne varslede en kommende tid.

Mørket kaldte vi bare for mørket. Stjernekontinent. Når du siger mit navn, svarer min krop.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Du må ikke forsvinde. Farvede ordene milde.

Regnen, vinden imellem dine læber. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter At tale var blevet uoverskueligt.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

At se dig. At vi aldrig for alvor, bliver en del af verden. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sådan er det.
 
Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Bag stemplerne. Det her er en leg. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Mine knogler suser også, og inde i dem er der et mørkt væsen som bølger og bevæger sig. Du siger noget. Glemmes? Det kunne forsvinde.Det kunne forsvinde. Det kunne forsvinde. Det kunne forsvinde.

Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Jeg har skrevet et kort til dig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Var der virkelig ild et sted? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Markerne, du? Det ,der hænger.

Jeg har skrevet et kort. Var jeg stille? Har vi de samme øjne? Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge?

Hvad? Bag øjnene sidder en lampe og ser. På et stort stykke hvidt papir.

Når du rør mig er vi hinanden.

Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven. Sådan svarede du. Kan jeg skrive sådan? Gennem hullet i min hjerne.

Træerne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor. Under den blå, blå himmel. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.