Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Der var noget som åbnede sig. Når du siger mit navn, svarer min krop. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring.

Du siger noget om solen. Har vi de samme øjne? Sletten forvandler sig til mørke og sten.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Giver det mening? Skyggen fulgte lysene og spejlede sig i fliserne, i ruderne, i lyset. Vi har de samme øjne.

Du siger noget. Du, du. Jeg har skrevet et kort. Glemmes? Sad jeg alene? Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Rifterne, rifterne.

Jeg skrev i mine tanker, fulgte skyernes bevægelse med vinden.

Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?). Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Og dén himmel; det var en sindssyg dag. Du siger noget om solen.

Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Af alt det lysende, reflekterende, matte. Mågerne i det strømmende vand og oppe på himlen. Smerten som sejlede på daggryets lyshvælv i strømme af guld.

Bag træerne. Som at hilse med begge hænder kødfulde: Yo my friend! Yo, Yo!