Sådan er det.

Du trak mig med til de yderste bjerge. Vi har de samme øjne.

Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Hver morgen vågner jeg op og tænker: wow! nogle smukke øjne. Og ord, og ord, og. Da jeg lå der og lyttede blev jeg bange for at miste dig.

Trak jeg de yderste? Ved de yderste kyster, fandt vi en lille grøn sten. Som nu. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Der var noget som åbnede sig. Et brev. Var det skovene du kom fra? Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Sætningerne er. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. I mørket, diamanter, dine øjne.I mørket, diamanter, dine øjne. I mørket, diamanter, dine øjne. I mørket, diamanter, dine øjne. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Jeg lå og lyttede til dit hjerte.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Vi har hverken gardiner eller travlt. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Muren omkring ordene.

Det var ikke markerne jeg kom fra.

Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Det gør ikke noget. Sådan er det.

Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.

Dit navn var alt jeg hørte. Når jeg ser dig. Ring til mig. Du må forsvinde.Du må forsvinde. Du må forsvinde. Ring til mig uden grund. Du må ikke forsvinde. Hvad skulle glemmes? Sådan er det.

Jeg kunne glemme det, der glemmes. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes.

Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne. Når du rør mig er vi hinanden. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Et sted er der en. Jeg sejlede mellem dine læber. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.
 
Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Verden og dens lytten til sig selv. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Lysene lyste. Pathos_AT_Diamonds_DOT_COM.
 
Det her er en leg. Der er en, der forkæler mit mørke i den lysende fremtid (brb). Den sindssyge himmel. Jeg sad alene i solen. Solens sind. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt. Hver morgen slår månens sind en bro gennem kløfterne.