Det er noget med steder, som siver fra kodningen og fryser: alting stivnet. Af alt det kroppen også er. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab. Som at sidde i dine øjne og bare lytte til alting.
Lysene lyste.
Den bekymrede er ude af sig selv. Så så jeg den tredje dag i det larmende i det nære. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Jeg sejlede i det pulserende, i de flydende drømme af sol.
Månens sind. Next step: vi lå på tærsklen af bevidstheden og svajede med svaneøgler og gøgl.
En regning. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Ordene, små toppe af skum. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.
Jeg prøver at tale til dig igennem en lukket bog. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ilden. Bøgerne kunne ikke åbnes, de var koder af sprog. Dagene. Ugerne. Vennerne. Lyskrydset.
Det er bare. Intimiteten i skriften.