Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Nu er der en uro i kroppen.

Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Du kan være i dette landskab. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Her er dagen allerede langt foran mig. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).