Jeg læste dine linjer

Jeg på din hud. Hvem var det, der skrev:

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Er du på den anden side? Der var intet som skulle glemmes. Det der blæser.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Et sted, forsigtigt. Trak jeg de yderste? Sætningerne er filtrede tråde.Sætningerne er filtrede tråde. Sætningerne er filtrede tråde. Sætningerne er filtrede tråde. At tale var blevet uoverskueligt. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Tvivlen, at stå på kanten af bjergene og betyde stilhed. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod.

Det er bare. Bussen skrev til dig. Men mit sprog er ikke fjendtligt. Lå vi. Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Regnen, vinden imellem dine læber. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Kan jeg skrive sådan?

Kan jeg være? Det er bare. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Ikke glemme floderne i ørerne. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Senere i dine øjne.

Glashænder. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. Var jeg stille? I den første nat så jeg kun det matte mørke.

Kan jeg være i dette landskab? Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Ikke søge ly i den flod.

Mail i november. Jeg skriver dagen igang, stille. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. I den periode: udsigten, stilheden. Jeg skriver dagen igang, stille.

Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet.

De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Der hang figner henover udsigten. Sletten forvandler sig til mørke og sten.

Et stort papir. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Luften og jordens sange. Det handler om. Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Vi er det sarte, de stille. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Det var før du kunne forsvinde. Jeg var faldet ud af en plettet søvn og ind i en dyb melankoli, og kørte nu videre igennem landskabets sorg. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Om andre byer, andre verdener.