I sollyset, en ædelsten. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Jeg drak det tørre.

Der i kroppen. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Var jeg stille? Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Jeg er gået i stå på tærsklen til natten. Under den blå, blå himmel.
 
Et udadvendt rum, et favnende rum. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.
 
Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Du trak mig med til de yderste bjerge.

Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Der var en morgen, hvor du lod et stykke af himlen hvile mod min brystkasse.

Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Regnen, vinden imellem dine læber. I kælderen sad du i mørket og fulgte en sætning, jeg havde fortalt dig i dagen, bevæge sig udad og komme til syne i et mat stykke træ. Udsigten var en fuck-up-store.

Du, dette landskab. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Alting kan forsvinde i de meningsløse øjne. Sådan svarede du. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. At tale var blevet uoverskueligt. Jeg forsvinder. Kaffen står kold i det kolde vindue, jeg drikker den ikke, den er kold.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Senere i dine øjne. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Sad jeg alene? Ikke.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled.

Det er bare. Jeg skrev intet ned i den periode. Jeg skriver dagen igang, stille. For hvert lag af betydning i stenene. Et brev.

Oplæsning for intetheden. På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant

Du, solen. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer. Jeg prøver at tegne dine sætninger. Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Var jeg stille?

Det dybeste af alt er huden?

Var det bare regnen? Vidste du det? Altid er det dette langsomme blik. Muren omkring ordene. Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte.

Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Hvilken nat fulgte efter natten?