Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Hver aften slår solens sind en kløft gennem bjergene. At tale var blevet uoverskueligt. Som at læse glemte aviser. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Bagefter lå vi henover istidens bjergkæder, henover krøllede lagner, henover en hemmelig tøven i diamanternes udspring. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Jeg på din hud. Sandet. Jeg var de dage.

Min ene pen er rød og den anden sort. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Jeg har skrevet et kort til dig. Dagene. Ugerne. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Gennem hullet i hegnet. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. En flamme slog op af min hals. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

Søg ikke Gud i mine sætninger: Vi er et kollektiv.

Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden. Dine øjne og lyden af regn fra det travle tag. Og vi vågnede.

Dine diamanter lyser i min mund. Jeg havde endnu ikke mødt dig.