Afsavn. Udsagn. Stod imod, men skrev: intet. Der var noget som åbnede sig. Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde.

Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Glashænder. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Jeg sad alene i solen. Et genert rum, et intimt rum.

Gennem hullet i hegnet. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Ikke var muligt at komme derind. Oppe på bakken. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Hvad tæller du til? Var jeg stille? Der var noget som åbnede sig. Hvis jeg havde mødt dig tidligere, ville jeg også have valgt at følge dit blik. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Blå. Ikke var muligt at komme derind. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen.

Jeg sejlede henover havet, henover himlen.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille). Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Det her er ingen leg. Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Der var noget som åbnede sig. Det dybeste af alt er huden? Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne.

Som at læse glemte aviser. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel?

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Men mit sprog er ikke fjendtligt.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg sad alene i solen.

Der er en som har taget sin trøje rigtigt på. Et genert rum, et intimt rum. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Som at læse glemte aviser. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Blå. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften. I den periode: udsigten, stilheden.