Om andre lande, andre folk.

Det tågede, ikke helt at kunne se vejen, se stien. Hvilke krystaller lyste i dine ord? Hvem var det, der skrev: Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor.

Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. På en rude. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Bøgerne tegnede deres egen retning.

Gennem hullet i hegnet. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Sådan noget. Her er dagen allerede langt foran mig. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Som at læse glemte aviser.

Land. På en rude. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Jeg har skrevet et kort til dig.

Jeg ser sten, jeg ser vand, jeg ser kødklumper sprælle i en lys-lys idyl. Ikke glemme floderne i ørerne. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Stigen op til sætningen: Det var mig, der ringede efter politiet. Hvilken nat fulgte efter natten? Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere.

Et brev. Rifterne.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed. Var det markerne du kom fra? Trak jeg dig med til de yderste bjerge? Det var ikke skovene jeg kom fra.

Du kan være i dette landskab. Vidste du det? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene. Ude i LED-nattens lys fandt jeg en lille bunke pinde (lol).
 
Enkelte tænder bål og forvandler sig til den tøvende røg, mens andre for altid stivner og bliver som stenene.

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Ord. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.
 
Dine sætninger.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Altid er det dette langsomme blik. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. At se dig. Omkring de tøvende stjerner, tingene.

Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Har vi de samme øjne? Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Et brev. Og vi vågnede. Du lagde den i mit vindue, i min vindueskarm. En linje samlede udsigten op: en ægyptisk kvinde lukkede sin værdige hånd om en lysende fremtid.