Sætningerne er et hav.

Luften og jordens sange. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Der var noget som åbnede sig. Min ene pen er rød og den anden sort. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

De vigtigste. Når du rør mig, når vores kroppe ligger helt tæt, er vi en del af hinanden. Afsavn. Om andre byer, andre verdener.

Der var intet som skulle glemmes. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Det var ikke skovene jeg kom fra.

Er du på den anden side? Jeg tror, du havde glemt den der. Indimellem sagde du nogle ord. Dagene alene på landet. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet.