Jeg tror, du havde glemt den der.Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Jeg tror, du havde glemt den der. Var jeg stille? Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Jeg er på den anden side af havet. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Sad jeg alene? Sad jeg alene? Kan jeg være i dette landskab? Jeg drak korte slurke af teen, spiste af det tørre knækbrød, smørret og sesamfrøene.

Sad jeg alene?Sad jeg alene? Sad jeg alene? Sad jeg alene?

Det handler om overfladen. Vores land. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Hvorfor trak du mig med til de yderste bjerge? Det var ikke markerne jeg kom fra. Sådan trak du mig med mod de yderste bjerge. Mørket kaldte vi bare for mørket.

Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. På et stort stykke hvidt papir. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik.

Regnen, vinden imellem træernes blade, dine læber, dine læber, dine læber. Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Et genert, et intimt rum. Jeg bladrer i en tilfældig bog.Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg bladrer i en tilfældig bog.

Vi tænkte på giraffer, geparder, og forlængst uddøde arter, der levede i havene. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

Jeg kunne mærke den skrøbelige sandhed.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Kan jeg skrive sådan? Var jeg stille?

Du må ikke forsvinde. Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene. Det handler om overfladen.

Trak jeg dig med til de yderste bjerge?

Ikke søge ly i den flod. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. I bussen skrev jeg en sms til dig. Jeg forsvinder ikke.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Kan jeg skrive sådan? Jeg var i din krop, og du? Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop.

Hvad skulle glemmes? Jeg var nøgen i de dage. Ring til mig uden grund. Det var før du kunne forsvinde. Dine diamanter lyser i min mund. Senere i mørket fandt jeg diamanter i dine øjne.

Det var før du kunne forsvinde. Og vi tænkte på de mindste detaljer, på atomerne, molekylerne, på stoffernes reaktion med hinanden.