Vidste du det? Hvad tæller du? Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed.

Var det markerne du kom fra? Jeg er på den anden side af havet. Vi tænkte på gamle forsteninger, hudløse tanker om stilheden.

Et bart stykke at gumle på, sådan er poesien i de mindste detaljer. Dagene. Ugerne. Vennerne. Sætningerne er et hav.Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav.

At tale var blevet uoverskueligt. Bøgerne hvilede omkring kaffen.

Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Jeg havde endnu ikke mødt dig.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Jeg ikke det der.

Jeg skrev mig vild i de dage. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud. Har vi de samme øjne? Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Du trak de yderste bjerge.

Bevægelsen i overfladen ville få ordene til at forsvinde. Dagene. Ugerne. Vennerne. Vi har de samme øjne. Om andre byer, andre verdener. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Det er vinden, der blæser toner gennem sivene.

Når min krop. Sammen lå vi og kortlagde tingenes orden. Dansende, legende, lyttende. Jeg prøver at tegne dine sætninger.

Jeg læste i tilfældige digtsamlinger. Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger. Var det markerne du kom fra?

Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Vi tænkte på uddøde arter som svaneøgler, havvaraner, hvaløgler.

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren.

Noter. Beskrivelser. Skyen skjulte noget for fuglene. Over murbrokkerne. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Sætninger hviskede igennem vasketøjet og tabte et par kærtegn på min hud.

Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme. Der var noget der greb fat i øjnene, som lod dem fælde tåre til det lignede gråd. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Ensomheden i linjernes fald. Verden og dens lytten til sig selv. Trak du de yderste bjerge?

Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller. Ved den tøvende kyst gik vi igennem bjerge af knivmuslinger og så ud mod havets langsommelighed. Når jeg sagde dit navn, var alt jeg hørte den stille hvisken igennem sandet. Trak jeg dig med til de yderste bjerge?