Sådan. Ikke den flod.
Vi stod derinde. Ikke søge ly i den flod. Har vi de samme øjne? Der var noget som åbnede sig. Trak du de yderste bjerge? Hvad skal vi stille op med den blide himmel? Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme.
Giver det mening? Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Ikke søge ly i den flod.
Dine diamanter lyser i min mund. Alting ligger bag alting. Et sted bag øjnene sidder en forsigtig lampe og ser. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster.
Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. Jeg har ikke plads til de fine hår i min hud længere. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Har vi de samme øjne? Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt.
Sandet. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Jeg fandt en linje et sted under min reol. Som at læse glemte aviser. Jeg læste dine linjer Dagene. Ugerne. Sådan svarede du. Træerne.
Det var før du kunne forsvinde. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.
Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme. Hvilken nat fulgte efter natten?
De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Da jeg vågnede, var jeg sikker:
Vi var stadig, vi var stadigvæk sitrende, sitrende i de mindste detaljer. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg sejlede omkring på overfladen af alt. I et andet efterår ville jeg være flov ved sampling.
Jeg ville gerne give dig alle mine diamanter