I morgenen sidder jeg langsomt og læser om sand, om sandet, sandets bevægelse henover sig selv.

Ikke var muligt at komme derind. Jeg ved ikke, hvor vi forsvandt hen. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Blå.Blå. Blå.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Jeg læste i tilfældige digtsamlinger.

Rifterne. At tale var blevet uoverskueligt. Mørket samler sig udenfor og jeg kan mærke dit hjerte mod min hud.

Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene.

I et efterår ville jeg være flov. Vi, vi. Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Det var ikke markerne. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Alting ligger bag alting. Farvede ordene milde.

Der hang figner henover udsigten.

Af alt det lysende, reflekterende, matte. Da blev jeg bange. På en. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Som at skrive i nye aviser.Som at skrive i nye aviser. Som at skrive i nye aviser. Som at skrive i nye aviser. Som at skrive i nye aviser.

Har vi de samme øjne? Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.Og ned gennem huden til knoglerne, glitrende-glitrende, og ind gennem knoglerne til mørket falder sammen med marven.

Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Du siger noget om solen.

Ok, svarede du. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

At tale var blevet uoverskueligt. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Altid er det dette langsomme blik. Stolen jeg sad på knirkede i solen. Bagefter sad jeg i timer og læste. Af alt det lysende, reflekterende, matte.

Du tabte en kærlighedserklæring på vej til et nyt liv. I hver dag gled rester af betydning med mig videre.

Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne. Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Stjernekontinent. Af alt det lysende, reflekterende, matte.