Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. De bløde bakker udenfor byen. Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Her er dagen allerede langt foran mig. Den sindssyge himmel. Noter. Beskrivelser. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Sandstorm. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Noter. Beskrivelser.

Et brev. Der var intet som skulle glemmes. Det tøj der er på min krop hænger på min krop. Derinde bag skoven. Var det markerne du kom fra?

Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket.

I bussen skrev jeg en sms til dig.

Jeg fortæller det, fordi jeg i længere tid fór vild i den ørken. Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Der var intet som skulle glemmes. Blæste det virkeligt?

Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede?Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? Ilden.

Glashænder. At tale var blevet uoverskueligt.

Et sted derinde under sandets fortvivlelse er der en, der finder en lille funklende, et lille funklende grønt.

Jeg sejlede ind mellem dine læber og kyssede meteoritternes glitren ned gennem atmosfæren. Jeg skriver dagen igang, stille. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre.

På et stort stykke hvidt.

Sådan? På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Jeg har plads i min hud. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Vi er en samtale, der rejser bag øjnene.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Var jeg stille? I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Altid er det dette langsomme blik.

Jeg prøver at forstå dette tilfælde: Dagene. Ugerne. Vennerne.

Brev. Vi stod derinde og fortalte og lyttede. Du rækker dine øjne mod de kommende kyster. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. Træk mig med ud over sletterne, vind, træk mig helt ned til klipperne.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre. Uforståelige sætninger at klæde sig i Sådan er det. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.