Ordene, små toppe af skum. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav?
 
Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Dine langsomme løgne er et lys i min himmel.Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Dine langsomme løgne er et lys i min himmel. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

Enkelte slukker bål og stiver i den hidsige røg, mens andre for altid forvandler sig og bliver som havet.
 
Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Dagene. Ugerne. Oppe på bakken. Har vi forskellige øjne? Nordlysets sitren i din stemme.

Kan jeg smile i dine sætninger?
 
Som om der var nogen, der havde skrevet på deres minder i blinde. Hvad ville du med markerne, med det bløde landskab, kysterne og det lysende hav? Ordenes rum er uden tvivl det vigtigste. Vi tænkte på ord, vi ikke kunne glemme.

Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Bag diamanterne. Jeg skriver natten i gang, stille.
 
Derinde bag skoven. Hvilken dag fulgte efter dagen? I natten poppede samtalerne op. Oppe på bakken. Diamanterne. Under den grå, grå himmel. Du, du venter en sweet sol.Du, du venter en sweet sol. Du, du venter en sweet sol.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? Nu skriver jeg igen på en søjle af digte. Alene? Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt. Kan jeg skrive sådan? Sådan svarede du.
 
Dette tilfælde.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Her er natten allerede et stort show. Mørket kaldte vi bare for mørket mens vi lod dets tæppe trække sig ind i dagen som en brusende sky fyldt med den skrøbeligste alvor. Jeg kyssede en vej ind i sindssygen.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne Sætningerne er det inderste af huden, fibre, muskler, blodsprængniger.
 
Sammenhængene i dine læber, dine øjne og det sprøde landskab, at række helt derud.

Som at læse glemte aviser. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.