Pludselig en dag faldt der giraffer ud af dine øjne. Glashænder. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl: Bagefter sad jeg i timer og læste.

Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne. Vi sad alene i natten. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. Provinsen og gågadens sange. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog.

Hvilke krystaller lyste i dine ord?

Skovene. Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende.

Du må ikke. Bordet vipper. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig. Sådan så mine drømme ud. Om landskabets stilstand og den mørke himmel og jordens nuancer af gråt.

Det her er ingen leg.

Var det alligevel de store systemer, jeg frygtede? I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Et sted derinde er der et lille funklende grønt. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Ikke var muligt at komme derud.

Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Luften og jordens sange. Bordet vipper.

Som at sidde på din håndflade og følge horisonten blive brudt af din drøbel. Uforståelige sætninger. Vores hud er spændt ud over endnu en mail, SV. SV. RE. Forward: Stod imod, men gjorde intet. Glashænder. Dansende, legende, lyttende. Meningsfulde dage med noter, betragtninger. Nu er der en uro i kroppen. Intimiteten i skriften. Om andre lande, andre folk. Havde du fundet en grøn sten? Stjernekontinent. Tingene tøver. Tagene holdt en rynket hånd ud under himlen, som blev ved med at danse i huden, i øjnene, i sætningens søvn.

Sætningerne er en ørken. Det er noget med steder, som er fyldt med ting, som skal ske. I et efterår ville jeg være flov. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne. Muren omkring ordene. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Under den grå, grå himmel. Da vi en nat fulgtes ned gennem vores.

Når en stråle af sol faldt på min hud, sagde du, det var et digt, der lå der som en stilhed, som et tegn. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

Bagefter tronede ulæste bøger sig op. Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Ordene, syrlige rifter af blod.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Bagefter tronede ulæste bøger sig op.

Der var noget som gled med videre. Jeg læste en linje af sol: Jeg går på sol, jeg kender ikke til andet end sol.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Stod imod, men skrev: intet. Jeg spiste det tørre knækbrød og sesamfrøene.

Jeg skrev i en stråle af sol.

Muren omkring ordene. Når du rør mig er vi hinanden. På en. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Ikke søge ly i den flod. Stolen jeg sad på bevæger solen med natten. Det dybeste af alt er huden. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke. Jeg sejler: alting sejler! Du ville sige noget, du tav. Jeg er lost i en borderlinenat. Sådan trak du de yderste bjerge. De lyser i skyggerne, lyser mens en væske siver, siver i det mørkeste. Nu skriver jeg igen på det stille. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter.

Brev i april. Skærmen er en verden i sig selv: hvor er dit hjerte, hvor er din hud? Du siger noget, det lyder lidt high-tech (domænecrash!). Og dén svimlende sindssyge, pop-up-love-story. Udsigten var en fuck-up-store. Humøret blandt flowdiagrammer af mørke, af lys. Wow; dit wake-up-ansigt er for vildt i det langsomme. Mine gadgets er hvide som dine knogler. De første par nætter alene med altings standby: stød, stød stille. Og et andet kluns: Den højrenationale himmel.

En.

Et hav. Jeg lyttede til dit hjerte.

Når du rør mig er vi hinanden. Derinde bag bjergene. Vi er fresh af forelskelse, knus solen og månen mod vores læber: until dawn! Yir! Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Rundt omkring kunne jeg kun samle mig om at læse et par tilfældige linjer.

Rummet omkring mine tanker, som fluen omkring denne lyttende lampe.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Min skrift er farvet af sig selv.

Jeg var i en feber, disse sætninger, sammenhængen, feberen. Jeg famlede med dine øjne, deres blå cirkel af lys.

Det flød ud af mig, nye sætninger, gamle sætninger, og nu: igen.

Vi interesserede os for de mindste detaljer, sneglehusenes form, stenene hentet frem af jordens inderste.

Træk mig helt ned. Af alt det kroppen også er. Lige strejfe omkring dine kys dine linjer af mørkt. Det er hvert eneste træ i mit hjerte, som hurtigt men sikke