Sad jeg? Dagene. Ugerne. Om morgenen synes mørket at rykke tættere på min hud, og der er en ulykke som flimrer inde i mine øjne. I månelyset sitrer vi som noget, der ligner lidt træ, som ligner et mørke fra jordens yderste. Da jeg faldt i søvn, blev jeg i tvivl:

Et lyst væsen siver fra mine og øjne og synes talende. Det var kun fornemmelsen af ild, af vand, af lys, af måne, af din krops nære funktioner, larmen (der altid var stille).

Dine diamanter lyser.

Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg skriver fra din spidse næse mod en verden, der funkler og glimter. Vi tænkte på ord, der blev ved med at hænge øverst i kampagnerne. Dette hurtige blik imod vandet.

For hvert lag af betydning i stenene. Oplæsning for intetheden.

Kan jeg skrive sådan? Sådan så mine drømme ud. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker. De. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg ville gerne give dig mine. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Jeg går bare og venter på den milde måne. Tilbage i fortiden i ensomheden strakte jeg hver sætning ud, så den kunne glide henover ugerne.

Vi taler om andre betingelser for nærvær. Søg ikke ly i floden af et andet sprog, men lær det. At tale var blevet uoverskueligt.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Rifterne, rifterne. I den første nat så jeg kun det matte mørke. Jeg forsvinder. Blæste det virkeligt?

Omkring de tøvende stjerner, tingene. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt: Dagene. Ugerne. Vennerne. Træk sletterne helt ned til klipperne. Sandet, der slider mod kinderne, sætter sig omkring øjnene, slidet. Jeg var i morges. I bussen skrev jeg en sms til dig. Det dybeste af alt er huden?

Uforståelige sætninger.

Det generte i skriften. Og tænkte kun på linjern