Der var noget som gled med videre. Sammen lå vi og kortlagde: Verden og dens lytten til sig selv. Du ville sige noget, du tav. Det dybeste af alt er huden. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. At lytte gav ikke længere mening. Bordet vipper. Var der virkelig ild et sted? Dagene. Ugerne. Vennerne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ordene, syrlige rifter af blod. Provinsen og gågadens sange. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.

Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er bare. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Var der virkelig ild et sted? At tale var blevet uoverskueligt. Der var noget som åbnede sig. Sådan svarede du. Ilden. Det dybeste af alt er huden. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Luften og jordens sange.

En uro i kroppen. Der løb sætninger ud af dine bryster, die, die, die. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. To skjorter hænger til tørre i værelset, en er krøllet, den anden vil ikke rettes ud. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Dine læber, dine læber, dine læber. Ude i den mørke nat fandt jeg en håndfuld fugtige, fugtige grene.

I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. I billederne var mit sprog blevet fjendtligt:

Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og te

Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. De bløde bakker udenfor byen. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. At tale var blevet uoverskueligt.

Du havde tabt en linje i min drøm. Blæste det virkeligt? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Bøgerne tegnede deres egen retning. Byen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.

Den sindssyge himmel. Sådan her så mine dage ud på det tidspunkt.

I bussen skrev jeg en sms til dig. Ikke glemme. Udsigten var håbløs. Meningsfulde dage med noter, betragtninger.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Vi er en samtale bag øjnene.

Et wack rum, et rum for stars.