Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Det er bare. Århus Midtby, var jeg virkelig derinde alene.

Jeg lyttede med mine læber, lod læberne skrive fjerne lande i dine håndled. Var der virkelig ild et sted? At tale var blevet uoverskueligt. Der var noget som åbnede sig. Sådan svarede du. Ilden. Det dybeste af alt er huden. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger. Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg. Luften og jordens sange.