Der var noget som gled med videre. Sammen lå vi og kortlagde: Verden og dens lytten til sig selv. Du ville sige noget, du tav. Det dybeste af alt er huden. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om byer, om byen, byernes udvikling, forvandling og savn. At lytte gav ikke længere mening. Bordet vipper. Var der virkelig ild et sted? Dagene. Ugerne. Vennerne.

Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Ordene, syrlige rifter af blod. Provinsen og gågadens sange. Jeg skriver i natten, i den fugtige alvor.