Vi tænkte på sammensmeltninger, forvitringer, fordampninger. De bløde bakker udenfor byen. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort. At tale var blevet uoverskueligt.

Du havde tabt en linje i min drøm. Blæste det virkeligt? Lige strejfe med læberne ned gennem siderne. Bøgerne tegnede deres egen retning. Byen. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne.