Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje. Jeg er på den anden side af havet. Som om der var nogen, der kastede en myte ind i skriften.

I hver dag gled rester af betydning med mig videre Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Og vi vågnede. Jeg skrev intet ned i den periode. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Var der virkelig ild et sted?

Luften og jordens sange. Det er bare.

Så var der en, der forsøgte sig med en litterær debat. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Om andre byer, andre verdener. Hvad vil tabet af mening i de ellers så stejlende smukke betydninger.

Var det markerne du kom fra? Ord. Ord. Sandet sled i mine tanker, gjorde dem runde og bløde til de sidst var forsvundet.

Vi er en samtale, der rejser bag øjnene. Rifterne. Jeg tegnede sorte kvadrater på din hud for at være sikker på, at alting var virkeligt.

Regnen, vinden imellem dine læber. Afsavn. Udsagn. Har vi de samme øjne? Jeg skrev mig vild i de dage.

Jeg forsvinder ikke. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

For hvert lag af betydning i stenene.

Hvilke krystaller lyste i dine ord? I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I hver dag gled rester af betydning med mig videre Jeg lå og lyttede til dit hjerte. Jeg kunne ikke formulere de sætninger.

Bøgerne varslede en kommende tid.Bøgerne varslede en kommende tid. Bøgerne varslede en kommende tid. Bøgerne varslede en kommende tid. Trak jeg de yderste?

At tale var blevet uoverskueligt. Det der blæser. En linje truede hele tiden med at gribe ind i mine tanker, med at forføre mine tanker, forfærde mine tanker.

Jeg går bare og venter på den fucking sol.

I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Når jeg tænker på det sted, tænker jeg, at det ligger udenfor alting. De glitrende hemmeligheder inde i stenene.

På altanen sad jeg i solen og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå.

Sådan svarede du. Var der virkelig ild et sted? Hvor vil det ødelagte sprog hen?

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Fra de mindste detaljer finder vi hver morgen – i det lysende lys som er lyst – frem til de vigtigste videnskabelige sandheder. Her er dagen allerede langt foran mig. Hvilken dag fulgte efter dagen? På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.