Vandet og alting, der vokser så forunderligt ud af det blå. Jeg er i tvivl, hvordan skal jeg skrive dine kinder i vinden? Brev i april. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Kan jeg skrive sådan? Du må ikke. Savn. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber.

Dine diamanter lyser i min mund. Var det markerne du kom fra? Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende. Jeg skrev breve til dig i mine tanker og fulgte vejens bevægelse langs kysten og havet, tøvende.

De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Og dén himmel; det var en sindssyg dag.

Lige strejfe med øjnene ned gennem siderne. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Bag træerne. Nu driver mine drømme ind i et blidere, en bedre tid. Lysene lyste. Blå. Den sindssyge himmel. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Jeg sad alene i solen. De glitrende hemmeligheder inde i stenene. Bag træerne. Tågen i skovene i udsigten. I natten var en fjern stemme næsten faldet i søvn.

Over murbrokkerne. Jeg sad og lyttede til den blå, blå himmel, vasketøjet og duerne, mågerne, svalerne (var det virkelig svaler?).

De skygger for lyset sammen med et par tøvende sætninger og den vigtige ro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg elsker at vågne og se dig vågne. De vender sig bort fra de yderste bjerge og vender tilbage til de lysende huse, til larmen og deres underlige kroppe.

Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt. Hvor vil det ødelagte sprog hen? Nordlysets techno, synger du, er det fremmede sprog. Stolen jeg sad på knirkede i natten. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Her er dagen allerede langt foran mig. Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Sætningerne er et hav.Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Sætningerne er et hav. Bagefter var det uroen, den ensomme uro ved at vågne i dage forrevne og stille.

I horisonten lå en hvid sky og hviskede de mindste detaljer bort.

Jeg vågnede og lå og så din vejrtrækning følge dynernes landskab op med små rystelser og bløde bølgende bevægelser. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Gennem hullet i hegnet. Så trak dagen sig langsomt ind på vores øjne. Om aftenen synes lyset at rykke tættere på min hud, og der er en lykke som flimrer foran mine øjne. Der var en hvirvlen i luften og det sitrede af farve fra væggene. Nordlysets sitren i din stemme.