Lysene lyste.

Fokuseringen, at gå helt tæt på skriften. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Bøgerne hvilede omkring kaffen. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden.

Hvis du bare talte med stilheden, men intet, du sagde intet.

I billederne fulgte jeg andres lysende fremtid. Jeg kunne ikke formulere de sætninger. I morgenen sidder jeg langsomt og læser om ensomhed, den grå tone af alvor i dine nye øjne. Du ville sige noget, du tav.

I den periode: udsigten, stilheden.

At svømme i det strømmende vand som et fremmed sprog som sidder uvant, som strammer som om man var nøgen. Avedøre Stationsby, et pophit i tre glemte takter. Jeg skrev mig vild i de dage. Jeg lader en tilfældig bog ligge, lysende.

Jeg bladrer i en tilfældig bog. Muren omkring ordene. Da jeg læste et kedeligt digt, læste jeg et kedeligt digt og det slog mig: Sommeren var alligevel helt i orden, efteråret, og vinteren. Alting kan skifte form, kan forandre sig, kan forvandle sig.

Vi tænkte på nordlysets sitren i hemmeligheder inde i, inde i, inde i hinanden. Og vi vågnede. Sidst jeg var lykkelig var lige i morges. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed.

Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Der var noget, som glitrede (glitrede) imellem mine fingre. Jeg vil ikke miste dig, hviskede jeg ind i din drøm, og lod mit hjerte slå blidt mod din krop. Et genert rum, et intimt rum.

Der var intet som skulle glemmes.

Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille.Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Vi er det sarte, der taler fjernt med det stille. Det var dele af dine drømme, der faldt ud imellem dine læber. Når jeg ikke ser dig ser jeg dig ikke.

Det er noget med steder, som er fyldt til randen med spor fra ting, som er sket. Det var kun fornemmelsen af vind, af sand, af mørke, af sol, af min krops fjerne funktioner, stilheden (der aldrig var stille).

Under den blå, blå himmel. De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Jeg læste i aviser, i glemslen.

For hvert lag af betydning i det strømmende sand. At tale var blevet uoverskueligt. Den bekymrede tredje er helt ude af sig selv. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores forestilling, kunne jeg ikke længere skjule ordene, sætningerne, billederne

Jeg prøver dette tilfælde.

Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Jeg prøver at tegne dine lysende øjne i mine sætninger.