Jeg skriver dagen igang, stille. Dagene. Ugerne. Jeg sad alene i solen. Det er hver eneste sten i mit hjerte, som langsomt men sikkert forvandler sig til stjerner og funklende diamanter. Når jeg vågnede, lå der altid en fælde tilbage fra mine drømme.

Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. Men noget af os blev hængende derude i de tomme haller.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Som at læse glemte aviser. Var der virkelig ild et sted?

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Jeg skrev mig vild i de dage. I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Lyset fulgte mig skarpt, og jeg trak på det sprog, som dansede i de inderste landskaber.

Mine sætninger er overfyldte og mangler dagenes præcise bevægelser. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. For hvert lag af betydning i stenene. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste. Dagene. Ugerne. Kaffen, jeg drikker, er mild i sin smag. Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge.

Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg kyssede en sommers morgenrøde. De lyser indefra mørket sammen med et par tøvende sætninger og den dyrebare uro, jeg fik foræret i gave engang ved et tilfælde. Stolen jeg sad på knirkede i solen.

Udsigten var håbløs.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: Det handler om overfladen, jeg sejlede omkring på overfladen af alt.

Pludselig en nat faldt der giraffer ud af dine drømme. Jeg er gået i stå på tærsklen til dagen. Om landskabets forvandling og den hvide himmel og havets nuancer i gråt.

Og tænkte kun på linjerne, deres måde at ligne på, deres måde at farve og drage og hvad ved jeg.

Jeg kunne ikke formulere de sætninger. Idealet, hvisker den stille vind, er ikke nødvendigvis de klippede træer, den stramt komponerede bog. Du skrev en sætning i min hud, for at jeg bedre kunne se igennem dine øjne.

Ved min ene fod lå en opslået bog og førte en let samtale med vinden. Indimellem sagde du nogle ord, jeg ikke forstod. Jeg sad et sted i det stille i fortiden og skrev og tegnede. Stjernekontinent. Var der virkelig ild et sted? Jeg skrev mig vild i de dage.

Ude i den lysende dag fandt jeg en håndfuld glitrende, glitrende diamanter. Solens sind. Et mørkt væsen siver fra min mund og synes stille. Der er en som har vendt sin trøje omvendt. Nu sejler jeg på daggryets lyshvælv. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille.