Og en anden dag:Og en anden dag: Altid er det dette langsomme blik. Jeg elsker at vågne og se dig vågne. Sådan noget. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Altid er det dette langsomme blik. I sollyset sitrer vi som noget, der ligner en ædelsten, som ligner en funklen fra jordens inderste.

Det var dele af din virkelighed, der gled ind mellem mine læber. Skyen skjulte noget for fuglene. Jeg sejlede henover havet, henover himlen. Sådan her så mine drømme ud på det tidspunkt. Det her er ingen leg. På altanen sad jeg i solen, og fulgte en sætning, du havde fortalt mig i søvne, bevæge sig indad og forsvinde i en funklende diamant.

De første par dage sitrer stadig i de øverste lag af min hud. Ormene i det stille sand og nede i jorden. Nordlyset tøver i vores stemmer. Et genert rum, et intimt rum. Når jeg skrev dit navn i skyggerne, faldt en stråle af sol ind af mit vindue. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne.

Sletterne trak helt ud til havet som trak videre i himlen som trak i øjnene som en let tåge. Hvad skal vi stille op med den voldsomme himmel? Sætningerne er en ørken. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt. Som en anden dag, hvor det ikke var muligt.

Oppe på bakken.

Kullet. Og en anden dag: Det var før diamanterne, endda før mine fingres bevægelse igennem skygger, igennem hår, igennem byplan efter byplan. Mørket fulgte mig blødt, og jeg trak på det sprog, som tøvede ved det yderste landskab.

Jeg skriver dagen igang, stille. I mørket lå jeg og tændte mine tanker, så de kunne se igennem det stille. Så så jeg den tredje nat i det stille i det fjerne. Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Der er en som har vendt sin trøje omvendt.

Der var intet som skulle glemmes. Du må ikke forsvinde. Sådan er det. Svarede du? En nat faldt giraffer ud af drømme.

Da jeg vågnede, var jeg sikker: I min første App vågnede jeg, og satte et lys i dit smil. Der hang figner henover udsigten. Nordlysets sitren i din stemme.

Kan jeg være i dette landskab? Vidste du? Jeg kunne mærke dit hjerte slå mod min pik. På det tidspunkt var du stadig en del af bjergenes langsomme væsner af sort imod nattens fortvivlede skrøbelige stilhed. For hvert lag af betydning i stenene. Da vi senere i en følgende nat fulgtes ned gennem hver vores linje.

Vidste du det? Var det markerne du kom fra? Rundt omkring de tøvende stjerner fandt vi på navne til tingene. Det var før du kunne forsvinde. At forvandle dette rum til et andet. Jeg kunne ikke glemme det, der skulle glemmes. Det var ikke markerne jeg kom fra.

Dagene. Ugerne.

Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid. Da jeg vågnede, var jeg sikker: Der er en, der folder mine tanker ud til en lysende fremtid.

Nogengange falder et forelsket par over hinanden og trækker let på skulderen over solens sind.